En oldie, but goodie… Martin A. Hansens Løgneren fra 1950.

Jeg læste den første gang i gymnasiet og forstod måske ikke så meget af den (eller også være der andre ting, som var mere vigtige dengang 🙈😇). Jeg læste den igen en del år senere på dansk-studiet og blev grebet… Grebet af løgnen, grebet af øbo-livet, forblændet af de små detaljer som pludselig dukker frem og bliver mere og mere tydelige ved hver gennemlæsning (ja, den er læst og lyttet mange gange efterhånden). Man følger hovedpersonen Johannes Vig, der via sin dagbog fortæller om livet på Sandø, hvor han arbejder både som postmester, skolelærer og degn. Han fortæller om trekantsdramaer (som nok i virkeligheden er firkantsdramaer 🤷‍♀️) og om hvordan folkene omkring ham håndterer at være fanget på øen, da havet omkring fryser til.

Dagbogen er nølende, melankolsk og til tider ret ironisk, og man fornemmer tydeligt den indre splittelse, der gemmer sig i Johannes Vig. Som læser har man følelsen af, at den her historie har man regnet ud, lige indtil tæppet trækkes væk under en, og man må erkende, at man har været udsat for “løgneren”.

En fantastisk bog, som har været med til ‘at danne’ mig i litteraturens verden…

Opslag fra Instagram oprindeligt postet d. 17.5.2020.