Kender du det, at man sidder fuldstændig opslugt af en bog, og pludselig løber du tør for sider, tør for ord og tør for bogstaver, og du hører et rungende NEEEJ i dit indre. Men måske var det ikke et indre udråb, for pludselig står der to teenagere og kigger på dig med bekymrede miner og spørger, om der er noget galt… “Ja – bogen sluttede!!”

Hold nu fast, sikke en fantastisk rejse jeg kom på med Frejas Vinger skrevet af Martin Holmslykke. Denne anden del af Freja-trilogien tager fat 5 år efter, vi forlod Christopher og Isabella i del 1.
Christopher har brugt de 5 år på at tage sig af sin datter og på at ignorere Isabella, som stak af med de ledetråde og nøgler, som de havde fundet i jagten på Dittes morder. Da nogle forsøger at tage livet af Christophers datter, og Isabella redder hende i sidste øjeblik, går det op for Christopher, at der stadig er nogle uafklarede ting i sagen. Ledetråde og nøgler jagtes stadig af den ret så voldelige asatroende kvindegruppe og gruppen af indremissionske mænd ligger også stadig på lur. Der er kun én ting for Christopher og Isabella at gøre nu… De må og skal finde ud af, hvad ledetråde og nøgler skal bruges til.
Deres søgen leder dem igennem det meste af Europa, hvor de med et historisk twist kommer igennem hekseafbrændinger, Mary Shellys familieforhold og Fresnel fyr. Alt sammen blot for at ende i den vildeste cliffhanger. Og ja – der kommer jo en del 3, så egentlig burde jeg nok have set det komme, men jeg var bare i den grad i “flow” med historien.

Jeg er helt vild med dette koncept, som trækker tråde ud i forskellige historiske retninger. Jeg bliver opslugt af de små historiske detaljer, som gør historien levende og troværdig. Jeg er så begejstreret for romanen, at det faktisk er lidt svært at sætte ord på det.

Det eneste minus som jeg kan finde her – Der er bare alt for lang tid til del 3 udkommer!

Tak til forfatteren @forfattermartinholmslykke for anmeldereksemplaret! Jeg er så glad for, at bøgerne fandt vej frem til mig.

Oprindeligt postet på Instagram d. 27.7.2020.