I sidste uge var jeg en tur på mit lokale bibliotek og ved et tilfælde landede denne lille perle blandt mine lånebøger.

Tunu er skrevet af Kim Leine og foregår i en østgrønlandsk bygd. Romanen strækker sig over et år, og hvert kapitel er en fortælling i sig selv om enten en person eller en situation i bygden. Igennem 25 kapitler bliver livet i bygden portrætteret, og romanen illustrerer på smuk vis, hvordan alles liv er flettet sammen på den ene eller anden måde.

Den centrale person, som går igen i mange af kapitlerne, er den danske sygeplejerske, Jesper, som er udstationeret i bygden. Det er ham, der har ansvaret for den lokale lægeklinik, hvilket placerer ham lige midt i alle livets store og små dramaer, som indeholder alt fra Romeo og Julie-agtige kærlighedshistorier, drab, voldtægter, drukneulykker, utroskab, alkohol, tandudtrækninger, fodboldkampe og ikke mindst mørketiden.

Tunu er en glimrende påmindelse om, at alle har deres at kæmpe med. Alle har noget på nogle andre eller har noget i klemme. Ingen går igennem livet uberørt af… ja, livet.

Oprindeligt postet på Instagram d. 3.7.2020.