Endnu en af de bøger, som har stået på min bogreol alt for længe uden at blive læst, men nu var der pludselig tid til at få den læst.

Tara Road er skrevet af Maeve Binchy og udkom første gang i 1998. Det er en historie om to kvinder i hver sin ende af verden, hvis veje ender med at mødes midt i hver deres hjerteknusende sorg og sammen beslutter de, at de har brug for nye omgivelser.

For den udadvendte Ria i Dublin handler det om, at hele hendes trygge verden falder sammen, da hun opdager sin mands affære og ikke nok med det – elskerinden er gravid! For Ria, som er hjemmegående husmor, er det ikke kun katastrofen ved at miste sit ægteskab – det er hele hendes eksistensgrundlag, som forsvinder, for hvor går man hen og får et job, når man ikke har nogen uddannelse og ingen joberfaring?

For den indadvendte Marilyn handler det om, at hun har mistet sin eneste søn i en motorcykel-ulykke. Hendes ægteskab er stort set gået i stå, fordi Marilyn nægter at erkende, at sønnen er død. Manden er flyttet ud af hjemmet i Connecticut og er taget til Hawaii i et forsøg på at komme videre.
Ved et tilfælde kommer de to kvinder i snak og bliver enige om at bytte huse i to måneder. Det bliver to måneder med personlige udfordringer og nysgerrige og grænseoverskridende naboer, og intet er det samme, da husbytteriet når sin afslutning.

Da historien først kom i gang, var jeg helt opslugt af den… Karakterne og deres situationer greb mig virkelig! Men jeg må desværre også sige, at jeg er svært skuffet over slutningen. Jeg føler slet ikke, at historien blev afsluttet, og jeg sidder tilbage med en masse uafklarede handlingsforløb og en million spørgsmål. Meget irriterende… Måske er det meningen, at den skal betragtes som en åben slutning, men helt ærligt… det fungerer altså ikke for mig i denne roman!

Oprindeligt postet på Instagram d. 21.6.2020.