I 1902 udkom Sir Arthur Conan Doyles roman om Sherlock Holmes og Baskervilles Hund.

Da jeg var barn, meldte min mor mig ind i Disneys børnebog-klub, og her mødte jeg første gang Baskervilles Hund, den var i to bind. Men jeg fik aldrig læst del 2 dengang, fordi jeg var så skræmt efter at have læst første del.

Tærsklen for gys har vist ændret sig en del siden da, for den er ikke så skræmmende at læse mere…

Det, der fascinerer mig, er metoden, som Sherlock Holmes bruger til at løse mysterier, som virker uløselige. Han udelukker simpelthen alt, og det, der er tilbage, må nødvendigvis være svaret på mysteriet, lige meget hvor utroligt det måtte lyde.

Som det er klassisk for Sherlock Holmes historierne, er Baskervilles Hund fortalt af førstepersons-fortælleren, Dr. Watson, som er en god ven af Holmes, og som beundrer ham meget. I denne fortælling er Sherlock Holmes i Dartmoor i det vestlige England, hvor den ældre Sir Charles Baskerville dør uventet og efterlader familiens slot og formue til den eneste nulevende slægtning, den unge sir Henry. Familiens læge, Dr. Mortimer, beslutter at kontakte Sherlock Holmes og Dr. Watson, da det nærmest ser ud, som om Sir Charles er død af skræk. Og da en gammel fortælling om Baskerville-slægten og en monsterhund fra Helvede kommer dem for øre, samtidig med at der dukker spor fra en stor hund op, kommer Holmes og Watson på arbejde…

Baskervilles hund er en klassiker, som blandt andet findes på Englands liste af top200 “must reads”. Og hvis man kan lide Sherlock Holmes-universet, på trods af at der ikke er meget uhygge i den set med nutidens øjne, så er den absolut stadig værd at læse.

Oprindeligt postet på Instagram d. 8.6.2020.

Den omtalte bogklub…