Dyndkongens Datter af Karen Dionne er en skræmmende fortælling om at acceptere, hvem man er, og en ubehagelig reminder om, at der faktisk går en del mennesker rundt ude i verden og forsøger at samle stumperne af deres liv sammen på samme måde, som vores hovedperson gør her. Noget man let kommer til at glemme, når deres sager ikke længere fylder mediebilledet hver dag.

Helena er født i fangeskab, men uvidende om det. Som 6-årig mestrer hun at fiske, sætter fælder ud, bruge jagtknive og at skyde med våben. Hun forguder sin far. Hun bor i et sump-område i en hytte sammen med sin mor og far, og alt hvad hun har lært kommer direkte fra hendes far eller fra de få National Geographic blade, som ligger i hytten.

Helena har ingen anelse om, at hendes opvækst ikke er, hvad man ville kalde normal. Helenas mor blev kidnappet i en alder af 14 år. Kidnapperen var Helenas far. Og gennem hele Helenas barndom har både hende selv og moderen været faderens fanger. Først som 12-årig lykkedes det Helena og hendes mor at slippe fri, da faderen bliver afsløret og fanget.

Som voksen forsøger Helena  at skjule sin forhistorie. Hendes mand og børn aner intet om hendes opvækst, men det bliver der vendt op og ned på, da Helenas far pludselig stikker af fra det fængsel, hvor han har siddet inde i mere end 20 år. Pludselig finder Helena en hilsen fra sin far i form af et billede af Helena, der står sammen med sin mand og sine to små piger. Helena ved godt, hvad det er, faderen vil have fat i… Det bliver en vild kamp for at beskytte familien!

Historien skifter mellem fortiden, hvor Helena fortæller om livet i sumpen, og nutiden, hvor det er jagten på faderen, der er i fokus. Spændingen og intensiteten fastholdes fint mellem kapitel-skiftene, og man får et fint billede af Helenas splittede holdning til faderen; for hvordan kan man holde af en mand, som har gjort så mange forfærdelige ting?? Men samtidig er det jo stadig den far, som hun så op til som barn.

Historien er rammende og faktisk til tider ret ubehagelig læsning. Men samlet set er det en velskrevet historie, som var hurtigt læst. Den bliver siddende under huden på én, og jeg føler stadig med Helena.