Smertens Brændende Had er skrevet af Nancy Hedeby og er en skræmmende fortælling om et ægteskab fuld af vold og trusler, men samtidig er det også en fortælling om, hvor langt mennesker er villige til at gå for at beskytte og hjælpe andre.

Ninna er fanget i et voldeligt ægteskab. Hendes mand, Edvard, er et kendt ansigt i den lille jyske landsby, hvor de bor, og han har venner i alle afkroge af byen. De har ingen børn sammen, med Edvard har en datter fra et tidligere ægteskab, den søde og hjælpesomme Teresa.

Ninna kan ikke udholde tanken om, at hun er nødt til at efterlade Teresa alene sammen med Edvard, hvis hun skulle beslutte sig for at forlade ham. Men Teresa træffer sin egen beslutning – og en aften, hvor det er gået helt galt derhjemme, får Teresa med hjælp fra deres gårdkarl, skaffet et sted, hvor både Ninna og Teresa kan være i sikkerhed. De skal bare lige igennem en længere rejse med hestevogn for at nå deres destination. Med Ninna hårdt såret efter endnu en gang at have mærket Edvards vrede, og samtidig nu også efterlyst for kidnapning af Teresa, bliver det en risikabel færd op igennem Jylland.
Undervejs støder de heldigvis på mennesker, som er villige til at gå langt for at hjælpe dem, men Edvard er hele tiden lige i hælene på dem. Og han trækker et langt spor af død og ødelæggelse efter ham.

Romanen er gennemsyret af religiøse og overtroiske elementer, lige fra de tre præster, der forsøger at opklare, hvorfor Edvard opfører sig som han gør, til hemmelige sekter, djævleuddrivelse, syner og ud-af-kroppen-oplevelser og endda også “russer-Olga”, som har lige den rette urt til ethvert problem.

Det er en god og spændende historie, og især slutningen bliver siddende i kroppen på læseren (i hvert fald på mig). Min eneste anke ved historien er, at der gik faktisk rigtig lang tid, hvor jeg ikke kunne gennemskue, hvilken historisk tid vi var i… På mange punkter var der en masse “gammeldaws” ting med, som clashede med en del ting, som jeg fandt for moderne til at passe ind… Men okay – Landsbyer i Jylland i efterkrigstiden – der skal nok være nogle gårde, som stadig har passet til en gammel dansk film med Peter Malberg.

Men det ændrer ikke på, at Smertens Brændende Had er en god historie, og den kan anbefales at læse, hvis man er til spænding og okkult uhygge.

Tak til forfatteren for anmeldereksemplaret. Jeg er glad for at bogen fandt vej frem til mig.