Jeg kan mærke, at jeg har det meget ambivalent med denne bog. Jeg er ovenud begejstreret, men samtidig trist. Ikke fordi der er noget galt med Hævnen, som er tredje del af Inger Wolfs Pyromanserie… Men jeg har ladet mig fortælle, at det er sidste del i serien… Det er en skræmmende tanke, for jeg er på ingen måde klar til at sige farvel til Klara Larsson og Sebastian Vinther! Jeg krydser virkelig fingre for, at der kommer endnu en…

I denne tredje del må Klara og Sebastian tage til en lille nordsvensk by, som også er Klaras barndomsby. Et ægtepar findes myrdet, deres 8-årige datter er forsvundet, og parrets to sønner er efterladt uskadt. Det svenske politi mener, der er lighedspunkter med Klaras egen kidnapning, og de beder hende derfor om assistance, (endelig får vi lov at høre, hvad der skete dengang Klara var barn). Da Klara ankommer til byen, opdager hun, at alle byens borgere stadig ved, hvem hun er, og at det bliver umuligt for hende at ignorere sin fortid. Da endnu en pige forvinder, bliver Klara klar over, at der rent faktisk er en sammenhæng mellem fortid og nutid.

Det bliver en hæsblæsende kamp med tiden for at finde den forsvundne piger, samtidig med at Klara og Sebastian forsøger at få åbnet for Klaras hukommelse, så de sidste brikker kan falde på plads.

Jeg er fuldstændig ligeså forgabt i historien, som jeg har været med de to første dele (Sorger og Giften) – Hævnen er en grusom og hjerteskærende historie, som er så kendetegnende ved Inger Wolfs krimier. Man får næsten fysisk ondt i maven, og man kan ikke finde en passende stilling at læse i – man er urolig og utryg, men samtidig kan man slet ikke slippe bogen, og det ender med at blive til en noget akavet læsestilling… men det gør ikke noget – det er fedt at være så opslugt af en historie, at man slet ikke ænser sine omgivelser.

Kære Inger Wolf – mere Klara Larsson, tak!

6 detektiver til Hævnen fra mig