Mærkelig, mystisk og helt igennem bizar!

Jeg ved ikke helt med de folk, der sidder og nominerer til Nordisk Råds Litteraturpris… De, øhh…ja, de må sgu se verden på en meget mystisk måde! Nu har jeg læst tre af dette års nominerede – og de bliver mere og mere bizarre.

Matias Faldbakkens Vi er fem er et 214 siders langt syretrip. Romanen er en blanding af samfundsrealisme og eventyr med twist af science fiction og horror.

Historien starter blødt ud med at introducere Tormod. Tormod har levet det vilde og eksperimenterende ungdomsliv, men er nu faldet til ro i en kernefamilie med hustru, to børn og hunden, Snusken.
Da Snusken forsvinder, bryder Tormods verden sammen – og i et forsøg på at fylde tomrummet efter hunden begynder han at lege med ler. En aften får han blandet leret med noget gødning og andre kemiske elementer, og da ler-massen bliver ramt af wi-fi-stråling, sker der ting og sager! Og pludselig har familien et nyt femte medlem. Men det nye familiemedlem kommer med store omkostninger for både familien og for resten af byen.

Romanen konfronterer os med de klassiske hverdagskonflikter, der rumsterer i en familie, men minder os også om, at hver enkelt af os har indre dæmoner at slås med, nogle større end andre. Og sidst men ikke mindst bliver der sendt en kraftig og ret så spydig kommentar til vores måde at tilgå kunstig intelligens og alt det digitale, som omgiver vores dagligdag.

Jeg skal ærligt erkende, at jeg var dybt forvirret og havde svært ved at finde et ben at stå på, da jeg lukkede bogen… Men den satte sig alligevel i mit hoved – og her nogle uger efter at jeg blev færdig med den, så kan jeg godt se, hvad budskabet var. Om end det er pakket gevaldig godt ind i en vanvittig og dystopisk verden, som virker alt andet end sjovt, men som alligevel giver læseren et smil på læben, mens man tænker “Hvad fa..en er det lige, jeg sidder og læser?” og “Shit, det er mærkeligt!”

Så hvis man som læser nyder at lede efter det meningsfyldte i en verden af craziness og dystopi, så er Vi er fem værd at gribe fat i.

Og hey – er det egentlig ikke bare det, vi også bør gøre med vores liv – finde det meningsfyldte i vores egen skøre og problemfyldte hverdag?