Alt det jeg aldrig fortalte dig af Celeste Ng er et usædvanligt fortalt familiedrama. På overfladen ligner det et drama om etnisk og kulturelt ophav, men under overfladen lurer en familiedynamik, som viser sig at blive det altoverskyggende tema.

Historien tager sit afsæt i en mindre by i 70’ernes Ohio. Her bor Marilyn og James – hun er ærkeamerikaner og hans forældre er kinesiske indvandrere – Marilyn og James kæmper med de fordomme, som følger med, når man er i et såkaldt etnisk blandet forhold, (forhold på tværs af etnicitet blev faktisk først tilladt i USA i 1967, har jeg ladet mig fortælle), så deres forhold har på den tid været lidt af et særsyn. Parret har tre børn, og vi kommer ind i historien netop som deres mellemste barn, den 16-årige Lydia, er blevet fundet død.

Marilyn voksede op som datter af en hjemkundskabslærer, hvis eneste ambition for sin datter var, at hun skulle møde en masse skønne Harvard-mænd og blive gift. Marilyn havde til gengæld mere ambitiøse planer og drømte om at blive læge og ville for alt i verden ikke ende som sin mor. Men skæbnen vil, at det bliver som moderen håber… Marilyn møder James.

James er underviser på det universitet, som Marilyn studerer på. Hans forældre var emigreret fra Kina, og selvom James var født i USA, havde han altid følt sig som en fremmed og har altid måtte kæmpe for at passe ind.

Nu kan man jo stille sig selv det spørgsmål, om hele denne baggrundshistorie er relevant…? Men det er den i allerhøjeste grad, fordi denne roman er et glimrende eksempel på, at uanset hvor meget man prøver at flygte fra sin opvækst og sin kulturelle baggrund, så dukker små elementer fra dem alligevel frem – og hvis man ikke passer på, så ender man med at overføre de ting, man flygter fra, til sine egne børn. Hvilket er lige netop det, der sker i denne familie, hvor de tre børn har hver deres ting at kæmpe med.

Nathan, den ældste søn, må leve med, at han har ødelagt sin mors planer om en karriere blot ved at blive født.
Lydia, den mellemste, er af begge forældre udset til at være hende, som skal udleve forældrenes drømme. Faderen vil have, at hun skal være populær og have masser af venner – alt det, som han altid selv havde længtes efter. Moderen vil til gengæld have, at hun får en akademisk uddannelse og dyrker karrieren – alt det som moderen selv måtte opgive, da hun blev gravid.

Hannah, den yngste datter, er hende som oftest bliver overset. Hun er nærmest vant til at blive ignoreret, men som følge deraf er hun den skarpeste observatør og nok den eneste, som er i stand til at se, hvad det egentlig er, der foregår i familien. 

Selvom historiens omdrejningspunkt er at opklare, hvordan Lydia endte sine dage, og hvem der stod bag, så er dette kun overfladen på denne fantastiske bog. I virkeligheden er dette en roman om det pres forældre bevidst eller ubevidst kan komme til at lægge på sine børn – om børn, der vil gå langt for at please sine forældre – om søskendejalousi – om utroskab – om selvopofrelse – om selvopfattelse og kulturel identitet, og om hvad der sker i en familie, når det, der holder familien sammen, bliver revet væk fra den.

Det er en utroligt rammende og skræmmende bog, fordi den på så mange måder er fuldstændig genkendelig, og det er til trods for, at mine egne oplevelser er så langt fra romanen, som de kan være. Det er en historie, der bliver siddende i én, og som bliver ved med at udvikle sig i læserens bevidsthed. Sikke en hæsblæsende debut af Celeste Ng… Har du ikke allerede fået læst den, så bør du gøre det snart.

—————————————–
Fakta om bogen:
Titel: Alt det jeg aldrig fortalte dig
Forfatter: Celeste Ng
År: 2020 (først udgivet på engelsk i 2014)
Forlag: Hr. Ferdinand
Sider: 352