Det var dog en skræmmende og en til tider direkte ubehagelig roman, som Iben Mondrup har skabt her. Men på trods af alt det ubehagelige kan man ikke undgå at blive draget ind i fortællingen, og romanen bliver umulig at slippe. Mondrups hjertegribende historie om Tabita handler om overlevelse på trods, kulturforskelle og sociale skel… men mest af alt handler den om børn, der må lide på grund af de voksnes helt vanvittige egoisme.

Historien tager sin begyndelse på den grønlandske vestkyst i 1960’erne, i den mindre bygd Upernavik. Her bor den unge kvinde, Abelone, sammen med sin mor og sine 3 børn. Abelone arbejder som hushjælp hos det danske ægtepar, Eva og Berthel. Berthel har bygdens købmandsbutik og anses som en vigtig mand. Eva er hjemmegående og med et skrøbelig sind – især det kolde og mørke vinterlandskab er en udfordring for Eva, som dog også kæmper med at acceptere de, ifølge hende, kummerlige forhold grønlænderne lever under… Både Eva og Berthel opfører sig, som om det er deres opgave at lære danske værdier fra sig og så at sige “redde” folket. Og da Abelones ældste søn drukner, står parret klar til at adoptere de to mindste børn, så de kan få en bedre chance end deres nu afdøde bror.

Tabita er fem år gammel, da hun kommer til Danmark sammen med Eva og Berthel, hendes lillebror, Vitus, er omkring to. For Eva er børnene et prestigeprojekt, som skal vise, hvor storslået og gavmild hun er, at hun har valgt at tage to fremmede børn til sig. Hun nægter at lade dem tale grønlandsk sammen, de må ikke snakke om Abelone, og det forventes, at de skal glemme alt om deres fortid. For Tabita er det en umulig opgave.

Da nogle sandheder omkring Vitus bliver afsløret, bliver det for meget for Eva, og hun beslutter at sende Vitus væk – og dermed bliver Tabita ladt alene tilbage hos Eva og Berthel… Derfra går det kun ned ad bakke. Den ene forfærdelige hændelse efter den anden regner ned over Tabita, og som læser kan man næsten ikke rumme det. Sjældent har jeg følt så stort et had til fiktive personer, som til Eva og Berthel. Kan de dog ikke se, hvad det er, de gør ved barnet??

Tabitas historie får en ekstra ubehagelig dimension, når man begynder at overveje mængden af realisme i historien, fordi jeg er desværre ikke et øjeblik i tvivl om, at det sagtens kunne være noget, der er sket i 60’ernes Danmark. Det er jo ikke noget nyt, at måden, hvorpå grønlændere er blevet behandlet af danskerne, historisk set ikke har været noget at være stolt af.

Tabita er en fortælling om at miste sig selv, om at forsøge at finde sig til rette i en fremmed og anderledes kultur, som ikke synes, at ens egen baggrund er noget værd. Det er en fortælling om svigt af et (eller flere) børn. Og ikke mindst er det en fortælling om, hvordan et svigtet barn kæmper for at holde fast i sin kultur, og om den ensomhed der følger med i kølvandet, når man ikke ved, hvor man har hjemme.
Læs den, hvis du kan magte en barsk og skræmmende fortælling med en vis portion historisk realisme – Eller nej, ved nærmere eftertanke… Læs den uanset hvad!!

Dog vil jeg IKKE anbefale, at man gør, som jeg gjorde, og læser Tabita lige efter, at man har læst Min mørke Vanessa… Det var simpelthen for meget “rysten af ens sjæl”, og bare helt igennem alt for deprimerende… Jeg måtte ud at finde en komedie at læse bagefter for lige at genoprettet balancen og troen på det gode i mennesker.

———————————————————-
Fakta om bogen:
Titel: Tabita
Forfatter: Iben Mondrup
År: 2020
Forlag: Politikens Forlag
Sider: 354