De sidste par dage har jeg gjort noget, som jeg ikke plejer… Jeg har læst en dansk true crime fortælling. Normalt holder jeg mig ellers væk fra dokumentargenren, fordi litteraturen for mig mere er en rejse ind i andre universer, frem for en reminder om, hvor ond vores egen verden kan være. (Det behøver jeg ikke læse om for at vide…)

Men lige denne her sag er lidt noget andet. Min egen datter var 12 år, da Emilie Meng forsvandt. Og sagen fyldte meget i hendes og venindernes verden – for hvordan kunne en ung pige bare forsvinde ud i den blå luft? Jeg kan huske, at vi brugte meget tid på at snakke om det herhjemme – hvad der mon var sket – og ikke mindst at minde om, at hun aldrig skulle gå hjem alene sent om aftenen (en regel, der stadig gælder, og om noget er endnu mere aktuel nu, hvor datteren har ramt de 16 år, og gymnasielivet trækker. Men lige her dukker nok den eneste positive ting ved Corona op – Moderen slipper i det mindste for at bekymre sig om de sene nattefester lige i øjeblikket).

Pigen der forsvandt – Emilie Meng-mysteriet, som er skrevet af de to BT-journalister, Jesper Vestergaard Larsen og Bo Nordström Weile, er tå-krummende læsning. Bogen fremstår som grundigt gennemarbejdet og velskrevet. Flere af pointerne havde jeg i forvejen hørt om i brudstykker i medierne, dengang sagen rullede… men når man læser om hele sagen samlet – ja, så er det altså tå-krummende!! Jeg er skræmt og ulykkelig over, at politiet optræder i en noget uheldig rolle, hvor det tydeligt kommer frem, at venstre hånd ikke aner, hvad højre hånd laver… Der er simpelthen mangel på organisering og overblik – og ikke mindst mangel på ressourcer.

Larsen og Weile forsøger at forbinde alle sagens mange brikker, samtidig med at de trækker forskellige andre sager og mistænkte frem i lyset – herunder blandt andet Peter Madsen og mordet på Vivi Christiansen i 2008.

Ved bogens sidste side efterlades læseren med et knugende håb om, at sagen snart får sit afgørende gennembrud, at Emilie Mengs morder bliver anholdt og dømt, at familien og vennerne får vished, og at politiet har lært noget af denne sag.

Personligt kan jeg ikke helt lade være med at tænke, at hvis Ingrid Dahl, I.P., La Cour og Fischer (eller virkelighedens Rejsehold) havde stået i spidsen for sagen, så havde de ikke stået og fumlet, og alle relevante materialer ville være blevet indsamlet inden for kort tid… og måske… måske havde de via de ekstra oplysninger fundet ud af mere end som så!

———————————————————————————————
Fakta om bogen:
Titel: Pigen der forsvandt – Emilie Meng-mysteriet
Forfatter: Jesper Vestergaard Larsen og Bo Nordström Weile
År: 2020
Forlag: People’s Press
Sider: 436