I min nyfundne begejstring for true crime genren er jeg faldet over Ronan Farrows dokumentariske Catch and Kill: Sex, Løgn og Magtens Beskyttelse af Harvey Weinstein og Andre Sexualforbrydere. Det er meget stærk og skræmmende læsning. Mest af alt minder bogen om en krimi, som på 448 sider åbenbarer et fuldstændigt ufatteligt og korrupt både politisk og journalistisk system.

Harvey Weinstein – Indtil for nylig ikke en mand man kunne komme uden om, hvis man skulle gøre sig forhåbninger om at få en fod indenfor i den eftertragtede amerikanske underholdningsbranche. Samtidig var han en stor økonomisk politisk støtte, bl.a. har Demokraterne nydt rigtig godt af Weinsteins økonomiske gavmildhed. Men i foråret 2020 blev der sat punktum i en omfattende sag, som også blev startskuddet til #metoo, da Weinstein blev idømt 23 års fængsel for befamlinger, chikane, voldtægt og trusler.

Det var Ronan Farrow, der som undersøgende journalist fik sagen til at rulle. Og hans bog dokumenterer på chokerende vis, hvordan et enormt netværk af mediefolk og politikere modarbejdede historien og forsøgte at mørklægge den. Som læser bliver man skræmt over, hvor dybt sammensværgelsen stak. At NBC, som er en af USA’s største tv-stationer, forbød Farrow at gå videre med sagen, er da en katastrofe for den presse, der skulle forstille at være fri og uafhængig. Heldigvis for Farrow fandt han, efter at være blevet fyret fra NBC, sammen med et andet mediehus som godt turde gå ud offentligt med historien.

Resultatet blev en fortælling om magtmisbrug og et korrupt system; gældende både politikere, mediefolk og politiet. Fordi den magtfulde Weinstein blev vurderet til at være en essentiel person, som man for alt i verden skulle bevare de positive forbindelser til, vendte man ryggen til de kvinder, han misbrugte og man ignorerede de lovbrud, der fulgte med i kølvandet. Farrow selv blev truet på livet, og mange af de kollegiale bekendtskaber forsvandt, herunder som nævnt også jobbet hos NBC, fordi man fra deres side frygtede Weinsteins vrede.

Heldigvis holdt Farrow fast i sin historie og gav de krænkede kvinder en stemme, og retfærdigheden kunne genoprettes.

Absolut en bog værd at læse, hvis man vil chokeres og udfordres på sin retfærdighedsfølelse…

Og så slutter Farrow af med en lille detalje; nemlig med at pointere, at en vis magtfuld herre er indblandet i en lignende sag, og at der er beviser for, at denne mand også har betalt krænkede kvinder for at tie stille! Den sag skulle gerne begynde at rulle efter d. 20. januar 2021 – så kan man jo selv gætte, hvem den pågældende herre er…

——————————————————————————————————————-
Fakta om bogen:
Titel: Catch and Kill: Sex, Løgn og Magtens Beskyttelse af Harvey Weinstein og Andre Sexualforbrydere
Forfatter: Ronan Farrow
År: 2020
Forlag: Klim
Sider: 448