Hvor tit har man ikke tænkt tanken, at hvor ville det være skønt, hvis bare man kunne sove fra alle problemerne og vågne op til en ny og bedre tid??

Netop den idé tager Ottessa Moshfegh til nye højder i romanen Mit År med Ro og Hvile.

Hovedpersonen er en 27-årig kvinde. Hun er velhavende og bosiddende på Manhatten – what’s not to like? Men selvom overfladen tilsyneladende er perfekt, så er det ikke desto mindre en kvinde i krise, læserne møder her. Ude af stand til at føle sorg over den alkoholiske mors død forsøger hovedpersonen desperat at føle et eller andet… Det fører til den ene voldsomme reaktion efter den anden, bl.a. da hun truer sin on/off kæreste med at begå blodigt selvmord i den sofa, som hun har testamenteret til ham, hvis ikke han øjeblikkeligt kommer forbi og “ordner” hende.

I et forsøg på at få kontrol over sin tilstand opsøger hun Dr. Tuttle, en psykiater som i den grad tror på, at alt kan kureres med piller. Omvendt prøver hendes veninde, Reva, på bedste vis at hjælpe ved at stikke af med alle de psykofarmaka, som Dr. Tuttle udskriver til hovedpersonen. Men hjælpen bliver ikke godt modtaget – i stedet skaber det blot en distance mellem de to veninder.

Planen for at kurere hovedpersonen bliver simpelthen at lade hende sove i bedste Tornerose-stil, dog ikke i 100 år, men i ét enkelt år… Romanen foregår i år 2000, så fra efteråret år 2000 til efteråret 2001 er det meningen, at hovedpersonen ikke skal gøre andet end at sove, og i de få og korte vågne perioder kan hun spise lidt og gå på toilettet. Alt det praktiske er ordnet – huslejen er betalt, og hun aftaler med et lokalt bud, at han mod betaling sørger mad i køleskabet en gang om ugen. 

Efter et år burde hun efter planen være udhvilet, frisk og klar til et nyt liv, eftersom alle problemerne nu er parkeret i fortiden.

Men er det så nemt bare at efterlade alle problemer i fortiden??

Da hovedpersonen efter sin meget lange lur vågner op og træder ud i verden igen en tirsdag morgen i september 2001, støder hun ind i Reva, som er på vej på arbejde i World Trade Center. De to kvinder aftaler at mødes senere og få snakket ud. Men det når de aldrig; få timer senere er begge bygninger i World Trade Center kollapset.

Og hvad skal man så gøre??? Gå i seng igen og sove et år mere, eller skulle man måske prøve at se problemerne i øjnene…

Mit År med Ro og Hvile er en fortælling, som ikke pakker noget ind. Som læser når man igennem hele følelsesregisteret i løbet af de 259 sider. Der er både leet og grædt, der er krummet tæer og følelsen af vantro har banket på flere gange.
Romanen viser på chokerende vis, hvordan et menneske kan blive lammet af sorg og så lammet af følelser, at alt bliver ligegyldigt… Den viser de ubehageligheder og den upassende adfærd, som vi alle nok rummer i et eller andet omfang, men som her bliver synligt i en ung kvindes provokerende opførsel, mens hun kæmper for at kunne være i sig selv. Hele den fuldstændigt absurde situation, hvor man med hjælp fra psykofarmaka kan lukke ned og sove i et år, er jo en interessant idé – fordi de fleste har jo sikkert på et eller andet tidspunkt tænkt “gid jeg kunne gå i seng og sove fra det hele”… Men som romanen så fint illustrerer, så kan det godt være, at dine problemer vil komme på afstand og dermed vil fylde mindre… men nye problemer venter lige rundt om hjørnet – så i stedet for at flygte fra problemerne, skulle man nok hellere takle dem med det samme. Og måske skal man også anerkende, at i den store verdens-målestok så er ens private problemer nok ret små i sammenligning med, det der foregår i verden i tiden efter 11. september 2001. Uanset hvilken vinkel man lægger ned over denne historie, så sidder man stadig tilbage med en virkelig velskrevet og gribende historie.

Læs den, hvis du er til de anderledes og lidt triste fortællinger, hvor hovedpersonen ikke er en klassisk elskelig heltinde, men én som kæmper for at finde fodfæste i livet, hvor barsk det end kan være.

———————————————–
Fakta om bogen:
Titel: Mit år med ro og hvile
Forfatter: Ottessa Moshfegh
År: 2020
Forlag: Rosinante
Sider: 259